[Verse 1]
Ramund var sig en bedre mand,
om han havde bedre klæder.
Dronningen gav hannem klæder på stand
af blågarn, bast og af læder.
”Sådant vil jeg ikke ha´,” sagde Ramund.
”Sådant står mig ikke bra,” sagde Ramund den Unge.
[Verse 2]
Ramund gik sig ved salten søstrand,
der så han syv jætter stande.
”Tager jeg Ramund i min mindste hånd
og kaster ham langt fra lande.”
”Det gør ikke ene du,” sagde Ramund.
”Komme må I alle syv!” sagde Ramund den Unge.
[Verse 3]
Ramund tog til sit dyre sværd,
det han kaldte Dymlingen Røde.
Hug han de trolde syv med én færd,
at blodet randt dennem til døde.
”Der ligger alle syv,” sagde Ramund.
”Alt står jeg her endnu,” sagde Ramund den Unge.
[Verse 4]
Ramund ladede skibene syv,
med guld og med ædele stene.
Sejled så over sø så stiv,
hen ind under kejserens lene.
